Efter at have læst en del på nettet omkring hjemmebryg, besluttede jeg mig for at prøve at lave Mjød!
For at prøve forskellige variationer, blev der indkøbt fire vinballoner - 3 til at gære mjøden i og en ekstra til brug ved omhældning.
4 stk vinballoner på 1 imperial gallon (4.546 liter)
3 stk gærlåse
3 stk gummipropper med hul til gærlås.
gummiprop uden hul til omrøstning
hævert til omhældning
hedvinsgær
gærnæring
Grundopskrift
Til hver vinballon anvendes:
1.75 kg honning (3½ glas af den billige honning fra Aldi. Ca 14 kr per glas).
Hedvinsgær
Gærnæring
Vand
Fremgangsmåde
Alt udstyr renses i en klorinopløsning og skylles derefter grundigt for at fjerne kloren. Hedvinsgæren, som kommer i tør form, opløses i en halv kop vand (kogt og nedkølet til ca. 25 grader).
Honningglassene sættes i varmt vand for at gøre honningen mere flydende. En liter vand bringes i kog i en gryde (den største jeg havde var på ca. 3½ liter).
Her begynder mjødbrygningen at blive en religion: Nogle mener at opløsningen skal koges i længere tid, således at voksrester osv. kan afskimmes, og andre mener at kogning vil fjerne aroma fra mjøden.
Jeg vælger at bringe vandet i kog (for at fjerne bakterier osv. fra gryden), for derefter at slukke for varmen og tilsætte honningen under omrøring. Lidt kogende vand omrøstet i honningglassene virker fint til at få de sidste rester med.
Når honningen er helt opløst, toppes gryden af med koldt vand for at køle væsken ned, da vinballonerne maksimalt tåler 40 grader. Herefter overføres væsken til en ballon.
En teske gærnæring tilsættes og ballonen får en god rystetur for at ilte væsken. Mere koldt vand tilsættes indtil ca. 10 cm fra toppen.
Når temperaturen er under 30 grader tilsættes gæren og ballonen får endnu en god rystetur hvorefter gærlås sættes på.
Variation 1 - Earl Grey
Den anden potion varieres lidt ved at koge 3 poser Earl Grey the med i gryden i ca. 10 minutter før honningen tilsættes. Dette skal efter sigende give mjøden en rigtig god aroma - nu må vi se...
Variation 2 - Orange Blossom
Den tredje potion er inspireret fra en opskrift jeg fandt på nettet, og anvender følgende ud over basis opskriften:
1 appelsin
1 kanelstang
2 hele nelliker.
25 rosiner (ca. en børnepakke). Bemærk: Rosinerne erstatter gærnæringen.
Appelsinen vaskes godt for at fjerne sprøjtemidler og alle ingredienser skoldes kortvarigt for at fjerne bakterier etc.
Appelsinen skæres i otte både (med skræl) og det hele tilsættes vinballonen.
Første "ladning" (d. 23. september 2008)
Nu skal skal gæren have tid til at omdanne sukker til alkohol. For at undgå en "mjød-skum vulkan" op af gærrøret har jeg ikke fyldt helt så meget i vinballonerne som de kan indeholde. Når den første kraftige gærring er aftaget vil jeg efterfylde med kogt og afkølet vand - men dog stadig efterlade plads til at gæren kan skumme lidt. På et tidspunkt (om 2 måneder?) når gærringen er endnu mere aftaget, omhælder jeg mjøden for at fjerne det bundfald som gæren danner. Orange blossom vil jeg dog prøve at lave blive i den originale vinballon da opskriften anfører dette. Mjøden er klar til at tappe på flasker når den er helt klar og gærringen er stoppet. Jeg er lidt i tvivl om hvorvidt mjøden bliver sød eller tør, hvilket kommer meget an på gæren der anvendes (hvor resistent den er for alkohol). Hedvinsgæren skulle få mjøden til at nå en alkoholprocent på ca. 16 - hvis der altså er sukker nok.
Update (d. 25 september 2008)
Efter et døgns tid er gærringen begyndt at tage rigtig fat, med en bobbel i gærlåsen ca. hver 3. sekund. Variation 2 (Orange Blossom) gærrer en smule mindre - muligvis fordi denne ikke fik tilsat koncentreret gærnærring.
Update (d. 26. september 2008)
Da mjøden ikke har så godt af for meget lys under gæring- og ældningsprocessen har jeg leget Jørgen Clevin med papkassen som jeg fik leveret udstyret i.
Et skab ville jo nok være mere praktisk, men vi har ikke nogle der er store nok de steder hvor temperaturen er høj nok til at fordre en god gærring (20+ grader).
Update (d. 28. september 2008)
Efter 5 dage er gæren nu i fuld gang og afgiver en masse CO2.
Update (d. 1. november 2008)
Mjøden har nu hygget sig en god måneds tid, og har efterhånden dannet en del bundfald (døde gærceller).
Da dette bundfald kan afgive en dårlig bismag er det på tide at omhælde til nye vinballoner. Jeg har i denne forbindelse købt noget iodiphor til at desinficere vinballoner og omhældningsudstyr - det er en del nemmere at håndtere end klor som kan give en dårlig smag hvis man ikke får skyllet det 100% væk.
Som nævnt tidligere omhælder jeg ikke orange blossom mjøden, da opskriften angiver dette.
Ved hjælp af tripp-trapp stol lykkedes det mig at omhælde uden at gulvet sejlede (særlig meget) i mjød.
På dette stadie kunne jeg heller ikke lade være med at tage en lille smagsprøve. Jeg vil sige at smagen mest af alt minder om en sød hvidvin med noter af honning, hvis man altså ser bort fra gærsmagen som stadig dominerer meget. Gæren har haft travlt med at omdanne sukkerstoffer, for mjøden virker på ingen måde honning-sød. Der var ikke rigtig den store forskel på den almindelige mjød og den med earl grey - det bliver spændende at se om earl grey aromaen træder mere frem når mjøden engang er færdig. Her under ses resterne i de oprindelige vinballoner (en regulær gærkirkegård).
Update (september 2009)
Det tog en god del længere tid for mjøden at blive færdig end jeg havde ventet. Men henad april måned 2009 var Orange Blossom helt klar og kunne tappes på flasker. Denne havde en rigtig god smag, alá en halv-sød dessertvin, med noter af de forskellige krydderier.
De 2 andre mjød var på dette tidspunkt ikke klare/gennemsigtige endnu, og egentlig troede jeg at omhældningen havde stoppet gærringen, men august 2009 var begge klare og kunne tappes. Disse har også en rigtig god, omend mindre kompleks smag (måske mere drikbar end Orange Blossom). Til tapning anvendte jeg ½ liters ølflasker med patentprop, hvilket virkede rigtig godt.
Alt i alt var mjød eksperimentet en success.
Herunder ses "standard" mjøden i færdig tilstand:
Diverse andre mjød
Efter første eksperiment har jeg kastet mig ud i nye variationer og eksperimenter, som kan ses herunder.
Hindbær mjød
Mjød der gærrer med frugt kaldes "Melomel" blandt kendere.
Ingredienser:
1.75 kg honning
Hedvinsgær
Gærnæring
1 tebrev kraftig engelsk te
600g hindbær
Saften fra 1 citron
Vand
Samme fremgangsmåde som earl grey mjøden, men derudover tilsættes hindbær og saften fra én citron. Hindbærrene fryses (eller i mit tilfælde købes frosne), og kan derved let knuses inden de tør op. En smule vand koges i en gryde og hindbærrene tilsættes kortvarigt for at dræbe uønskede bakterier og vildkulturer af gær. Husk at efterlade et godt stykke fri luft i toppen af vinballonen under den første voldsomme gærring, da kerner og frugtstykker ellers kan boble op og blokere gærlåsen, med overtryk, eksplosion og sur kone til følge...
Æble mjød
Ingredienser:
1.75 kg honning
½ terning bagegær
Gærnæring
1½ liter æblejuice
Vand
Samme fremgangsmåde som standard mjøden, men i stedet for at toppe op med vand anvendes 1½ liter æblejuice. Jeg har til denne mjød forsøgt mig med helt almindelig friskt bagegær, som opløses i en halv kop vand. Til forskel fra tørgæren som er et halvt døgn om at starte op, er den friske bagegær allerede aktiv efter en times tid.